Jerrod Carmichael er en Emmy-vindende komiker, skuespiller og manuskriptforfatter fra Winston-Salem, North Carolina. Han står bag 3 comedy specials på HBO, har skrevet, instrueret og spillet hovedrollen i den Sundance-vindende buddy-komedie ‘On the Count of Three’ fra 2021, ligesom han har medvirket i film som ‘Poor Things’ og ageret vært for både Saturday Night Live og Golden Globe-uddelingen. Han kan i øjeblikket opleves i hovedrollen i ‘Jerrod Carmichael Reality Show’, som havde premiere på South By Southwest-festivalen i 2024 og nu kan streames på MAX.
Denne aften på Bremen Teater præsenterer CPH:DOX i samarbejde med MAX et unikt møde mellem komik, selviscenesættelse og reality-tv, når Carmichael indtager scenen. Der vises et afsnit af hans banebrydende tv-serie ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ og efter følger en samtale mellem Carmichael og værterne fra podcasten A Seat at the Table.
Med sin seneste serie udforsker Carmichael grænselandet mellem virkelighed og fiktion i en hidtil uset form, hvor han bruger sin egen tilværelse som scene for et dybt personligt og ofte konfronterende eksperiment. Hans tilgang til dokumentar og reality skubber til grænserne for, hvad vi opfatter som autentisk.