20.10.2022
Kl 19:00
Dørene åbner kl 18:00
Pris: 295 kr. (Inkl. gebyr)

Mike Tramp

For Første Gang (på dansk tour i 2022)

Mike Tramp kommer til Bremen Teater den 20. oktober og spiller sangene fra sit første danske album ‘For Første Gang’. 

Dylan-storytelling på dansk. En byhænger på de sidste værtshuse. En ny dansk klassiker. Et helt lille kunstværk. Ordene på de sociale medier var store, da Mike Tramp i februar udgav singlen Min by. ”Stenbro-gospel” blev den kaldt af en, mens en anden kaldte nummeret for en rigtig ”gadedrengesang”. I september bliver sangen fulgt op af albummet ‘For Første Gang’, og den 20. oktober spiller han på Bremen Teater.

Som titlen antyder er ‘For Første Gang’ Mike Tramps første album nogensinde på dansk, og det er sangene fra dette album, som kommer til at spille hovedrollen til den kommende koncert. Her møder du en Mike Tramp, som du ikke har oplevet før.

”Hvor det engang handlede om, hvor store forstærkere, vi kunne have, og hvor flot lyset kunne være, handler det denne gang 100 % om musikken og om sangene,”
siger Mike Tramp, og fortsætter: ”Jeg vil gerne være med til at give folk nogle af de smil, de kan huske fra gamle dage og synge sange, der måske egentlig startede med at handle om mig og den tid, jeg kan huske, men dermed forhåbentlig også får folk til at se tilbage og mindes deres eget liv.”

‘For Første Gang’ er det mest personlige album, Mike Tramp har lavet i sin karriere. Ikke bare synger han om barndommen på Vesterbro med en enlig mor i en fjerdesals lejlighed med koldt vand, men der er også sange om den rodløshed og fornemmelse af ikke at høre til, som sidder i kroppen efter mere end 45 år som professionel musiker, hvoraf størstedelen af dem har været tilbragt uden for landets grænser.

”Jeg har altid haft en drøm om en dag at synge på dansk, men har ikke været klar til det før nu. Når man synger på sit modersmål, rykker alting tættere på, og der er ikke noget at gemme sig bag. Derfor føles det her også som et af de vigtigste albums, jeg nogensinde har lavet. Det er mig, der synger, og det er min historie.”

Udover sangene fra ‘For Første Gang’ vil der til koncerten være flere overraskelser på sætlisten. Sangene er skrevet af Mike Tramp selv og Lars Daneskov. Albummet er indspillet med navne som Søren Andersen, Morten Hellborn, Søren Skov, Claus Langeskov, Søren Bigum, Ivan Pedersen, Jørgen Thorup og Peter Busborg.

Koncerten er siddende med unummererede pladser.