Arrangementet er afholdt

Lloyd Cole (UK)

Koncerten med Lloyd Cole den 17. marts bliver ikke gennemført, men vi arbejder på at flytte koncerten til en ny dato. Vi melder nærmere ud hurtigst muligt.

—————–

Den legendariske engelske singer/songwriter Lloyd Cole vender tilbage til Bremen Teater den 17. marts med sit nye album.

Lloyd Cole er kendt som forsanger i Lloyd Cole and the Commotions og en imponerende solokarriere, som han tidligere i år føjede et nyt kapitel til med albummet ”Guesswork”. De nye sange kan opleves live den 17. marts, når han vender tilbage til Bremen Teater, hvor han i 2017 gav en udsolgt koncert.

Cole brød igennem i første halvdel af 80’erne som en del af hjemlandets poppede New Romantic-bølge, men har siden også vist andre sider af talentet med både elektroniske og ambiente numre og mere traditionel singer/songwriter-melodimageri.

Tidligere i år udsendte han albummet ”Guesswork”, der beviser, at han fortsat både er leveringsdygtig i synthpoppede sange og akustiske guitarnumre. Så der er noget at se frem til, når han vender tilbage til Simon Spies’ gamle biografsal.