01.06.2021
Kl 18:00
Dørene åbner kl 17:00
Pris: 275 kr. (Eks. gebyr)

Leonora Christina Skov

salonaften med lydspor (kl. 18)

Til april udkommer “Hvis vi ikke taler om det”, Leonora Christina Skovs længe ventede fortsættelse til den prisbelønnede erindringsbog “Den, der lever stille”. Kort efter udkommer sangerinden og komponisten Kristina Holgersens nye album, der byder på et tekst- og musikunivers baseret på ord og stemninger i de to bøger, akkompagneret af Line Felding på cello og andre instrumenter.

De tre kvinder inviterer nu til en aften på Bremen Teater, hvor Leonora fortæller om skriveprocessen med “Hvis vi ikke taler om det” og bl.a. læser op fra de steder i de to bøger, der har inspireret Kristinas lydspor. Kristina giver et indblik i musikkens tilblivelse og fremfører numrene akkompagneret af Line på cello, guitar og autoharpe. Sammen åbner de op for, hvordan det er at arbejde som musiker og romanforfatter i et samlet udtryk og lukker publikum helt ind i hjertet af det kunstneriske samarbejde.

“Den, der lever stille” er indtil videre solgt i 145.000 eksemplarer, er bl.a. blevet belønnet med De Gyldne Laurbær og er købt til filmatisering af Regner Grasten Film. Den prisvindende sangerinde og komponist Kristina Holgersen har senest udsendt erindringsalbummet “Ny start” og har tidligere fortolket litteratur af blandt andre Helle Helle. Musiker og sangskriver Line Felding er bl.a. kendt for sine samarbejder med Cody, Dicte, Rumpistol, Monkey Cup Dress og en række teaterforestillinger.