Glenn Bech
Den prisbelønnede og anmelderroste forfatter Glenn Bech, der står bag bestselleren ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, kommer til Bremen Teater.
Her er tale om et ømt værk – og mand – der beskæftiger sig med klasseskamp, prol og elite, om provinsbøsser og repræsentationssmykker, moralisme og hykleri; om dem, der altid får taletid, og dem, der ikke føler sig berettiget til en stemme. Med vrede, misundelse og humor forsøger forfatteren, klummeskribenten, DR2-nytårstaleren og underviseren Glenn Bech at brænde alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer således på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet.
Bogen har været og bliver stadig debatteret både på TV, i aviser og radioen, festivaler såvel som biblioteker over hele landet og snart også udlandet. Udover at fortælle om bogens tilblivelse og modtagelse, indvier forfatteren publikum i den personlige dannelses- og klassekamp, han har gennemgået og befinder sig midt i, denne aften på Bremen Teater.
Sjældent – vel maksimalt en gang pr. årti – oplever man en bog med digte i Danmark, som alle synes at have en mening om; fra magthavere og politikere, der forærer den til hinanden som gave, og ”almindelige mennesker”, der deler den på sociale medier, til filosoffer, økonomer og litterater – fra den frommeste venstrefløj til direktøren for CEPOS: Holder manifestets analyse?
Hvilke former for økonomisk og kulturel undertrykkelse er de mest ægte? Hvad er den rigtige måde at være queer på? Hvad er den forkerte måde at være privilegeret på? Og hvad er så løsningen?
Glenn Bech flugtede ikke uden videre med nogen bestemt ideologi eller identitetspolitisk gruppering – han passede ikke helt ind nogen steder, men skubbede til alle på sin vej. At sige, at kampskriftet ramte noget i tiden, ville være en underdrivelse. Snarere slog den ned i tidsånden og efterlod et krater, som vil blive stående som et ar eller mindesmærke over, hvordan det stod til med klassedebatten i begyndelsen af 2020’erne.
Med til foredraget har Glenn Bech en hemmelig gæst. Så bliv endelig hængende til efter pausen, hvor kvinden bag det hele slutter sig til ham på scenen til en anden halvleg, der kun kan blive underholdende og måske også rørende.