Arrangementet er afholdt

Fries Before Guys

Det bliver mellem os

I henhold til Statsministeriets anvisninger er Bremen Teater lukket med øjeblikkelig virkning til og med 13. april.

Vi forsøger at flytte alle arrangementer til en ny dato og melder ud omkring de enkelte arrangementer, når vi ved mere.

Har du billet til et af vores arrangementer i den berørte periode, vil du blive kontaktet direkte på mail hurtigst muligt. Vi beder om jeres forståelse og tålmodighed, da vi ikke kan besvare alle spørgsmål nu og her.

Vi følger udviklingen nøje og informerer løbende via vores hjemmeside og Facebookside.

______________________________________________________________________

Med stribevis af udsolgte live-optrædender bag sig kommer Fries Before Guys den 3. april tilbage til Bremen Teater med deres nye live-show “Det bliver mellem os”.

“Det bliver mellem os” er et samtale-show, der nysgerrigt undersøger venskabsrelationer i et liv og samfund, hvor parforholdet ofte bliver ophøjet til den vigtigste relation. Hvilken rolle spiller venskabet livet igennem, og er der en grænse for, hvor tæt man kan komme på hinanden som venner?

Bag den populære fredagspodcast Fries Before Guys står den nordjyske venindeduo Nanna Hovgaard, 28 år, og Josephine Kuhn, 26 år. Siden 2016 har lytterne kunnet tune sig ind i deres fælles samtaleunivers, der er kendt og elsket for at give et lige dele rørende, rammende og hylende morsomt indblik i deres venskab og livet som unge kvinder i dagens Danmark. Podcasten har i skrivende stund mere end 5 millioner downloads og var som den eneste uafhængige podcast nomineret til en Zulu Award for Årets Lyd i 2019.

I maj 2019 udgav de bogen “En som os” på forlaget Gyldendal, der hurtigt strøg til tops på boghandlernes bestsellerlister og fik en flot modtagelse af pressen såvel som læserne. I forlængelse af bogudgivelsen var Nanna og Josephine på deres første Danmarks-turné med fyldte sale og udsolgte shows.