20.12.2021
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Brian Holm & Bastian Emil Goldschmidt

Om cykelsportens legender

Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt kommer til Bremen Teater i København den 20. december til en aften om cykelsportens legender, og det hele hjælpes på vej af vært Kristoffer Dahy Ernst (chefredaktør på Euroman).

Bastian Emil Goldschmidt er forfatter og cykelekspert hos Eurosport, og han er netop nu aktuel med bogen ”Fremad”, hvor cykelløbets idealer gennem sportens fortællinger udfoldes. Fortællinger, hvor styrke og styrt, storhed og sorg lever side om side med cykelrytternes pedaltråd på landeveje og velodromer verden over. Bastian Emil Goldschmidt tager os ind i cykelsportens inderste væsen. Fra dengang Tour de France skulle være så hårdt, at kun én rytter skulle være i stand til at gennemføre løbet, forbi den støvede og stridsomme pionértid på Europas krigshærgede veje, over cykelsportens moderne syndefald i slutningen af 1990’erne og frem til nutidens højteknologiske væddeløb, hvor danske Mads Pedersen i 2019 blev verdensmester på Yorkshires regnvåde asfalt. Med den italienske cykelhelt Gino Bartalis ord: Historierne er sande, frygteligt sande.

Brian Holm er tidligere professionel cykelrytter og nu sportsdirektør for cykelholdet Deceuninck-Quick Step. Han har været cykelekspert hos Eurosport siden 2001 og har udgivet bøger som “Glæden og Smerten”, ”Den sidste kilometer”, og “Sportsdirektøren” samt bidraget til “Sort kaffe og hvide sokker” og ”Lede hunde og kolde kameler”. Brian Holm har et hudløst tæt indblik i den professionelle cykelverden, hvor hverdagen gnistrer af stridigheder og store ambitioner – hvor man som leder skal være en hård negl, men samtidig den flinke fyr med fingerspitzgefühl, overblik samt dårlige 80’er-vittigheder.

Lyden leveres af Christian Stadsgaard, der er en af de mest betydningsfulde kunstnere inden for avantgarde elektronisk musik herhjemme samt medindehaver af pladeselskabet Posh Isolation.