24.03.2023
Kl 17:00
Dørene åbner kl 16:00

BREAKING SOCIAL

(Kl. 17)

Øjenåbnende, global undersøgelse af den sociale kontrakt og sammenhængskraften i samfundet. Fortalt af den svenske doku-veteran Fredrik Gertten (‘Push’) med bestseller-forfatteren Rutger Bregman som ekspertvidne.

Alle samfund er baseret på idéen om en social kontrakt. Et sæt af uskrevne regler, som foreskriver, at vi arbejder hårdt, behandler andre med respekt og overholder loven for alles bedste. Men ikke alle retter sig efter normerne. Svindlere gemmer deres penge i skattely, mens andre profiterer på fællesskabet uden at give noget tilbage. Uligheden vokser og tærer på sammenhængskraften i en verden hjemsøgt af kriser. Med den verdensberømte, hollandske historiker Rutger Bregman (forfatter til bestselleren ‘Det gode menneske’) som sit sympatiske ekspertvidne undersøger den svenske dokumentarist Fredrik Gertten (CPH:DOX-hittet ‘Push’) hvornår og hvordan en positiv forandring kan opstå til trods for kleptokrati og korruption. Bregmans tordentale mod verdens rigeste til topmødet i Davos gik viralt i 2019, og hans tillid til fællesskabet og til det gode er dybt inspirerende i en film, der kalder på radikal forandring, hvis vores samfund – lokalt og globalt – skal bestå i en usikker fremtid.

Varighed: 93 min

Efter visningen kan du møde den hollandske historiker og forfatter Rutger Bregman, der spiller en central rolle i filmen, og som gik viralt, da han i 2019 deltog i World Economic Forum og gav en bredside til de hykleriske milliardærer, der flyver til Davos for at tale om klimaforandringer, og som prædiker fælles ansvar uden sel at betale skat. Oplev Bregman og instruktør Fredrik Gertten i en samtale om sammenhængskraft, parallelsamfund og Bregmans opmuntrende tanker om ‘survival of the friendliest’.

 



Varm op til arrangementet på vores nye bar og café Kolme, der ligger lige ved siden af Bremen Teater. Vi serverer vin, cocktails, øl og snacks i hyggelige og stemningsfulde omgivelser i timerne op til showet. 

Der kan bestilles bord via www.kolmekbh.dk/bordreservation