11.07.2021
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 200 kr. (Eks. gebyr)

Athletic Progression

Den aarhusianske trio Athletic Progression, der blander jazz med hiphop-beats og soul-harmonier, spiller på Bremen Teater under Copenhagen Jazz Festival søndag den 11. juli.

Athletic Progression er et af de senere års mest roste og hypede, nye danske jazzbands. Bandet består af Jonas Cook (keyboard), Jonathan J. Ludvigsen (trommer) og Justo Gambula (bas), og i 2020 udsendte de det selvbetitlede album, der bl.a. kastede 5 hjerter i Politiken af sig: “Det er simpelthen forfriskende at høre denne slags musik fra et dansk orkester, især når resultatet er så velspillet, så groovy og så fængende. Samtidig har trioen fra den første ep og til nu gennemgået en imponerende musikalsk udvikling. De er hver især blevet skarpere på instrumenterne, de skriver mere interessante kompositioner, og så kan man mærke, at de har fundet hinanden som musikere og som samlet enhed.”

Live er de også en medrivende oplevelse, hvilket udlandet har fået øjnene op for. De har således blandt andet optrådt på den anerkendte festival Reeperbahn i Hamborg, samt spillet i blandt andet Amsterdam og London, ligesom de har fået airplay hos kapaciteter som Gilles Peterson og Jamie Collum på BBC. I efteråret tager de på en omfattende europæisk turné med mere end +30 shows i kalenderen i UK, Frankrig, Tyskland mm. Inden da får man dog mulighed for at opleve bandet på Bremen Teater under dette års Copenhagen Jazz Festival.