11.11.2020
Kl 18:00
Dørene åbner kl 17:00
Pris: 195 kr. (Eks. gebyr)

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS

"I GUDS RIGE"

I GUDS RIGE – en aften med Anne-Grethe Bjarup Riis.

Oplev en aften i selskab med Anne-Grethe Bjarup Riis på Bremen den 11. november 2020. Anne-Grethe går her i dybden med sin nyeste bog I Guds rige – i dybden med følelserne, med afmagten og med fortællingen om de menneskelige relationer der har præget hendes liv og skabt I Guds rige: En stærk personlig beretning om liv og død, om skyld og svigt og om at bevare et håb i den sværeste tid.

Da Anne-Grethes otteårige søn bliver dødeligt syg, forandrer hendes liv sig fra en velfungerende tilværelse til et mareridt. Afskåret fra omverdenen i isolation på Rigshospitalet skal hun være mor for sin cancersyge dreng med den umenneskelige viden om, at han kan dø. Hendes ægteskab bliver sat på en hård prøve, familie og venner forsvinder, og bønnerne op til Gud bliver ikke hørt.

Ensomhed, uretfærdighed og svigt fylder Anne-Grethe og får brudstykker fra en fortrængt barndom til at dukke op i hendes erindring.

Den otteårige Anne-Grethe og hendes familie, flytter fra det civiliserede Herning ud til de øde og spøgelsesagtige brunkulslejer i Søby i 70’ernes Midtjylland. Mørke familiehemmeligheder trækkes frem i lyset og udspiller sig et gudsforladt sted blandt forsømte skæbner, svineavl og kviksand og åbenbarer, at en ætsende forbandelse smitter ned gennem generationerne.

I Guds rige er en fortælling om menneskelige relationer og om at søge ned i barndommens mørke fortrængninger og møde sig selv.

OM FORFATTEREN
Anne-Grethe Bjarup Riis (f. 1965) er opvokset i Midtjylland. Hun er uddannet på Statens Teaterskole i 1992 og har spillet et utal af roller på både teater, tv og film. Medforfatter gennem ti år på teaterforestillinger og tv med satiregruppen Emmas Dilemma. Desuden er hun debattør, klummeskribent, foredragsholder og billedkunstner med separatudstillinger og ophængninger på Charlottenborg. I 2012 instruerede hun sin prisvindende debutfilm Hvidsten Gruppen og i 2013 fulgte spillefilmen Tarok. Hun har tidligere udgivet romanerne Send Mere Sex, Send flere børn og Send mere kærlighed.