17.12.2023
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Amazing Christmas

m. Sinne Eeg og Christina Boelskifte

Sinne Eeg og Christina Boelskifte byder på gribende gospel, sjælfuld soul og swingende jazz på Bremen Teater den 17. december 2023.

Med sublim vokal og glimt i øjet fortolker de to sangerinder velkendte juleklassikere lige fra Whitney Houston og Ella Fitzgerald til Disney samt en bred vifte af julens traditionelle sange. Amazing Christmas er en unik, musikalsk oplevelse med højt til loftet og et harmonisk vokalensemble, der bringer hele publikum i julestemning.

Sinne Eeg er uden tvivl en af Danmarks største jazzsangerinder. Hun har en omfattende turnévirksomhed udenfor landets grænser i bl.a. Kina, Japan, USA, Frankrig, Belgien samt Norge og Sverige. Sinne vandt i 2020 sin 5. Danish Music Award for bedste vokaludgivelse med sit seneste album, som er indspillet med DR Big Band. Sinne Eeg har modtaget et væld af priser, heriblandt Ben Webster Prisen, Dronning Ingrids Hæderslegat samt den prestigefyldte franske kritikerpris fra Academie Du Jazz.

Christina Boelskifte er i særklasse blandt landets dygtigste soul- og gospelsangere. Hun er forsanger i vokalgruppen Blast og optræder ofte med bigbands og Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og synger i den forbindelse også for Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Udover at have medvirket på mere end 100 indspilninger har hun udgivet soloalbum samt arbejdet og optrådt med både internationale og danske kunstnere. I 2016 blev hun bedt om at skrive titelsangen ”We Move The World”, som stadig følger Verdensholdet i gymnastik kloden rundt. Christina medvirker på et hav af Disneys produktioner, bl.a. biografsuccessen ”Frost”, og turnerede i 2015 og 2017 med den amerikanske topartist Michael Ruff.

____________________________________________________________________________

SPIS PÅ KOLME INDEN ARRANGEMENTET

Varm op til arrangementet på vores bar og café Kolme, der ligger lige ved siden af Bremen Teater. Vi serverer lækre tapas, små retter, vin, cocktails og øl i hyggelige og stemningsfulde omgivelser i timerne op til arrangementet.

Tapas skal forudbestilles senest samme dag som arrangementet kl. 12 via Dinnerbooking.

Vi serverer to forskellige slags tapas af gode råvarer som chorizo, gode oste, artiskokcreme m.m. og små retter som sardiner, cremet burrata og surdejsbrød med olivenolie. Se vores menu her.