Arrangementet er afholdt

Vincent F. Hendricks

Oplev Vincent F. Hendricks den 1. oktober på Bremen Teater, hvor han tager pulsen på nogle af tidens mest aktuelle tendenser og giver sit bud på hvordan vi bevarer fornuften i en ufornuftig verden…

Bobler, fake news og manipulation – Når virkeligheden taber

Med information i overflod og knaphed på tid og opmærksomhed er konkurrencen om synlighed hårdere end nogensinde. Og alt for ofte med sandheden som det første offer. Medierne oversvømmes i disse år af populistiske fortællinger, konspirationsteorier, falske nyheder, fordrejninger, fortielser, forglemmelser, forvanskninger og make-believe.

Samtidig vokser boblerne omkring os…

The Trouble with Bubbles

Bortset fra dem, der findes i champagne forbindes bobler typisk med situationer i finansverden, hvor varer handles til priser, der overstiger deres værdi. Velkendte eksempler er aktier og boliger, som overophedes, men vi kan i dag med rette tale om alt fra online-bobler, status-bobler, politiske bobler og nyheds-bobler og videnskabs-bobler. Et område Vincent Hendricks også er ekspert i… 🙂

Vi garanterer, at det bliver underholdende, når Vincent med udgangspunkt i sin store viden kommer med en række tankevækkende eksempler på fake-news og boblernes funktioner og konsekvenser for verden. F.eks. når Vincent inddrager nogle af tidens mest oppustede tendenser – fra frikadeller i den danske børnehave til fankulturen om Justin Bieber.
Et boblende liv med filosofi og videnskab – Vincent F. Hendricks

Vincent F. Hendricks er professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. Mange kender Vincent som ordstyrer, klummeskribent, kommentator, vært og debattør i diverse tv-programmer, og som foredragsholder er Vincent ikke kun enormt vidende, men også enormt underholdende 🙂

Vincent var i ti år chefredaktør på verdens største tidsskrift i filosofi: Synthese og har modtaget en lang række priser, f.eks. P1’s store formidlingspris, Rosenkjærprisen, Videnskabsministeriets Eliteforskerpris og Roskilde Festivalens Eliteforskerpris. Han har desuden skrevet en lang række bøger om logik, erkendelse, videnskabsteori og demokrati. Senest f.eks. Reality Lost – Markets of Attention, Misinformation and Manipulation, Spræng boblen og Fake News. Og så har han endnu en udgivelse på vej – nemlig sin nye bog Os og dem – som udkommer midt august i år.