04.10.2019
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Torben Chris

ABC

Torben Chris er kendt som det mest uforsonlige brokkehoved i dansk stand-up. Når han først har fået fat i et emne, som trænger til en lærestreg, slipper han det ikke, før det ligger knockoutet og gispende efter luft på scenegulvet. Han har en holdning til stort og småt, men har han noget at have det i? Svaret er JA – Torben Chris har licens til at være belærende. Han er nemlig uddannet folkeskolelærer, men lykkeligvis – for de danske skoleelever – har han endnu ikke slået sine folder i undervisningssektoren. Indtil nu, altså. For i sit nye onemanshow løfter han sit brok og sine observationer til et endnu mere belærende og hårdtslående niveau end nogensinde før.

I showet kaster Torben Chris sit altid kritiske blik på hverdagens finurlige observationer og betragter dem gennem sine logiske briller. For som man også har kunnet se i tv, er Torben Chris meget optaget af, om ting giver mening. Gør de ikke det, kommer de en tur igennem Chris-maskinen og kommer ud i den anden ende som jokes med kant og skarpe holdninger.

‘Torben Chris’ ABC’ er komikerens andet onemanshow. Showet er minutiøst gennemarbejdet, så hvis du ønsker at bruge din energi på en skolelærer, du rent faktisk gider at blive belært af, er der her garanti for, at du bliver begavet med både morskab, klogskab og galskab.