::

Thomas Eje

35 års jubilæumsshow

I 2016 har entertainer og showman Thomas Eje været en del af den danske underholdningsbranche i 35 år. Denne festlige anledning skal naturligvis fejres, og det sker i bedste stil med et festfyrværkeri af et jubilæumsshow på Bremen Teater fredag den 18. november.

Thomas Eje har altid henrykket et stort og bredt publikum med sit naturtalent, der omfatter musikalitet, såvel som dramatik og komik. Sidstnævnte er især kommet til udtryk i Ejes rammende parodier, der er gået ud over alle fra Uffe Ellemann og Peter Belli til Gary Moore og selveste hr. Victor Borge.

Eje – der næste år runder et skarpt hjørne og bliver 60 – er slet og ret entertainer med stort E. I de sidste tre årtier har han været en markant del af dansk showbiz, og i 2016 er det hele 35 år siden han startede sin imponerende karriere, hvilket naturligvis bliver fejret på behørig vis. Eje drager derfor i efteråret ud på en jubilæumsturné gennem hele Danmark.
For at markere jubilæet guider den erfarne entertainer publikum gennem en underholdende tour de force udi det bedste fra hans karriere – dog naturligvis tilføjet en række helt nye shownumre. Men ikke nok med det; sangen og komikken bliver nemlig bundet sammen af Randers Big Band. Det 17 mand høje ensemble er med hele vejen og skaber en elegant og stemningsfuld musikalsk ramme om showet.
På sin vej rundt i det danske land vil Thomas Eje på sædvanligvis vis brillere indenfor stort set alle genrer med sin skarpe sans for finurlige detaljer og med hans respektindgydende beherskelse af mere end 10 forskellige musikinstrumenter.

Kort sagt kan man i Thomas Ejes selskab se frem til en mindeværdig aften med det bedste af det bedste fra én af underholdningsbranchens absolutte sværvægtere.

  • 18.11

    kl 20:00
    Dørene åbner kl  19:00
Billetter til salg nu