Arrangementet er afholdt

Thomas Buttenschøn

Thomas Buttenschøn vender tilbage til Bremen Teater med et sprudlende og humoristisk one man show.

Thomas Buttenschøn er i løbet af de seneste 10 år gået fra at være Danmarks gladeste solskinstroubadour med søde sange om kærlighed og gul sne, til for alvor at have fået noget på hjerte. Han har siden 2006 udgivet 7 albums og haft hits som “Fantastiske Mandag”, “Smukkere end Smuk”, “Dårlig Sex” og mange flere. Alligevel overrasker han igen og igen ved at blive bedre med årene. Thomas Buttenschøn tager sit publikum med på en rejse, hvor han igennem sine  hverdagsfortællinger, sjove anekdoter og store budskaber kombineret med hans fantastiske musik drager folk helt ind i deres følelsers vold. Der vil både blive grint og grædt, og Thomas formår om nogen at skabe rum for, at det hele er okay.

“Jeg vil bare gerne gøre verden til et bedre sted” siger Thomas selv, når man spørger ham, hvad han vil med sit liv og sin musik. Netop dén fornemmelse følger med én, når man går fra hans show. Let, tankefuld, glad og en vidunderlig musikoplevelse rigere.