Arrangementet er afholdt

The Interbeing

(Releasekoncert)

The Interbeing holder lyttesession i den gamle teatersal samt efterfølgende fuld releasekoncert i Bremen Teaters hyggelige foyer to dage inden den internationale udgivelsesdato for deres andet album “Among The Amorphous”.

The Interbeing smadrede døren til den danske metalscene med deres debutalbum ”Edge of The Obscure” i 2011. Albummet blev udråbt til årets metal album af GAFFA, og fik topkarakterer samt massiv eksponering i nogle af de største metalmagasiner verden over.

“We have deemed them to be of immense international import.” Dette var de stålfaste ord fra Metal Hammer UKs daværende redaktør Alexander Milas, som samtidig inviterede bandet med til det indflydelsesrige magasins showcase på verdens største branchefestival – SXSW i Austin, USA.  I kølvandet på udgivelsen spillede The Interbeing talrige af shows i Europa, fra Copenhell i København til Euroblast i Køln og UK Tech Fest, og fik æren som hovedsupport for store internationale navne som Stone Sour (US), Meshuggah (SE) og Parkway Drive (AU).  Interessen for The Interbeing tog også fat i den anden ende af verdenen – og i 2012 blev albummet genudgivet i Japan, med flotte salgstal som resultat. To numre fra albummet er senere hen brugt som soundtrack i en Japansk spillemaskine. Så sent som i november 2016, spillede bandet i en bragende udsolgt sal til branchefestivalen Hokuo Music Week i Tokyo.

Den svære to’er har været undervejs i et stykke tid. Flere gange har sangene været under revision, da bandets ultimative mål var, at sangene og albummet som sin helhed, præsenterer det ypperste som bandet kan præstere. Som med alt andet, der omgærder The Interbeing, har det udmøntet sig til det grandiose dystopiske sci-fi konceptalbum ”Among the Amorphous”. Et album det rykker barren for storytelling og sangskrivning indenfor teknisk metal. Sangene har et dystert David Lynch feel, mens de tonstunge passager af polyrytmisk Meshuggah-fråde omsværmer lytteren. Afslutningsvist klimakser lyduniverset i store stemningsmættede omkvæd, der ville få Devin Townsend til at vippe anerkendende på sin hat.

The Interbeing kaster sig ud i en futuristisk musikrejse, hvor Dara Corcorans konstante skift mellem growls, hvisk, messen og pompøs sang gør dette album til et af de mest ambitiøse værker i dansk metal i årevis. ”Among the Amorphous” er mixet af producertalentet Jonas Haagensen og masteret af Jacob Hansen i Hansen Studios (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, Pretty Maids). Albummet bliver udgivet den 23. juni 2017 på det tyske selskab Long Branch Records/SPV. Cover artwork er lavet af Michel Winckler-Krog, der bl.a. har stået bag nogle af Suspekts mest dystre musikvideoer og coverartwork.