14.12.2017
Kl 20:00
Dørene åbner kl 18:30

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter

Efter succesen i 2013 med albummet “Rystet spejl. Musik og poesi”, som vandt en Danish Music Award, er Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter igen aktuelle med deres nye album “POWER”, hvor de er gået tilbage i tiden og har taget fat i tekster fra digterens tidligere samlinger: City Slang (1981), Ukendt under den samme måne (1982), Mit lys brænder (1985), Nye digte (1987) og Hjemfalden (1991). Teksterne fra 80’erne og 90’erne rummer noget råt og rytmisk, hvilket har inspireret bandet hen mod en mere beatorienteret lyd, hvor både akustiske og elektroniske trommebeats har fået en fremtrædende rolle. De fleste af digtene skrev forfatteren, da han var i tyverne, og nu skriver bandet så – med en generations tidsforskel – musik til digtene og sætter altså teksterne ind i en nutidig kontekst.

Hvor bandets første album “Rystet spejl. Musik og poesi” var lyden af byens blå korridorer, erindring og regnvejr, er sidste års album “POWER” lyden af kølig neon, erotik, buldrende S-tog og blodets løb gennem kroppens årer… og netop dét forsøger lysdesigner Clement Irbil at indfange med sit scenografiske lysdesign til koncerten den 14. december. Med store “cifre” (fuldstændig som i et digitalt ur – men blot 2 meter høje), danner lyset en vægkulisse bag musikerne og forfatteren på scenen. Forestil jer trompetens sørgmodige klang, regnen siler ned i Søren Ulrik Thomsens oplæsning og pludselig står der “NAT” bag musikerne på scenen. Eller forestil jer, at trommerne pisker derudaf og synth-bassen slår sine flænsende smæld. Med ét står der “DØD” i lysende hvid skrift.

Koncerten i Bremen Teater den 14. december er i den forbindelse en naturlig fortsættelse af koncerten til åbningen af Copenhagen Jazz Festival 2016, hvor Politikens anmelder Henrik Palle kvitterede med 5 hjerter:
Fantastisk cinematografisk tekstualistisk beatlyrikmusikoplevelse. Et på mange måder mageløst udtryk, leverer den unge gruppe med den evigunge poet som frontmand. Aldeles evident forsøger man med nærmest programmusikalsk stålsathed at fremmane en kulisse, der emmer af storbyens lyde, dens hastighed og ikke mindst dens neonnat, som Søren Ulrik Thomsen er så glad for. Og en uhyre kompleksitet besidder musikken, så den er helt på linje med de digte, der spilles op til, med og imod. Thomsen bruger figurer som spejling, fuga og fragment, og det mimer musikken i sin blanding af electronica, progressiv rock, postpunk og spirituel jazz a la Palle Mikkelborg med himmelstræbende æterisk trompet, monteret med eksempelvis xylofon og støjrockguitar ()