Arrangementet er afholdt

Songs: Molina

A Memorial Electric Co.

I 2013 bød den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina på tragisk vis denne verden farvel. Han blev kun 39 år, men efterlod sig et fænomenalt og hjerteskærende sangkatalog. Som centrum i de to kultorkestre Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. nød han status af gudsbenådet sangsmed og melankolsk melodimager af fineste karat.

Til efteråret vækkes den tragiske amerikaners smukke værk atter til live, når det profilerede hyldestprojekt Songs Molina – A Memorial Electric Co. besøger Bremen Teater i København den 5. oktober. Dette omrejsende projekt er ikke et tilfældigt tributeband. De involverede er originale medlemmer fra Jason Molinas to tidligere grupper Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. Oprindeligt samledes disse fem musikere kun for at spille enkelte shows kort tid efter sangskriverens død. Men nu er de igen sammen. Til lejligheden får de tilmed følgeskab af gæstevokalisten Timothy Showalter fra Strand of Oaks og forfatteren Erin Osman. Sidstnævnte er manden bag biografien »Jason Molina: Riding With The Ghost«, som kom sidste år. Her er altså tale om en række af den afdøde sangskrivers tætteste samarbejdspartnere og venner.

I fællesskab holder de respektfuldt mindet om Molina og dennes efterladte sangskat i lyslevende live. Ved koncerten i København får Jason Molinas fanskare en enestående mulighed for at opleve fortolkninger af den afdøde amerikaners sange. Desuden vil der blive læst passager op fra Osmans biografi, musikerne vil dele deres historier og minder om Molina, og så vil publikum få mulighed for at stille spørgsmål om deres afdøde helt. Arrangementerne er en smuk hyldest, der er en unik sangsangskriver, som sagde alt for tidligt farvel, værdig.