27.11.2018
Kl 19:00
Dørene åbner kl 18:00

Rufus Gifford

The Next Chapter

Rufus Gifford har besluttet at stille op til Kongressen i USA og er hjemme i Boston i fuld gang med en valgkampagne, der forhåbentligt vinder ham en plads i den Amerikanske Kongres. Rufus kommer dog tilbage til Danmark i et par uger i november-december, og du har derfor nu en enestående mulighed for at møde eller gense den tidligere ambassadør for USA og det måske kommende kongresmedlem til en hyggelig aften på Bremen Teater.

Efter fire år i Danmark ønsker Rufus Gifford at gøre sin stemme gældende i amerikansk indenrigspolitik, og han har siden han forlod Danmark brugt tiden på at forberede og igangsætte en valgkampagne i staten Massachusetts. Vi er derfor spændte på at høre ham fortælle om the next chapter!

Rufus fortæller til foredraget om processen, der bragte ham fra ambassadør i Danmark og til at tage beslutningen om at træde ind i amerikansk politik og alle de tanker, bekymringer og overvejelser det medbragte. Derudover vil Rufus også dele sit syn på USA anno 2018 med Donald Trump som præsident og de tanker han har omkring fremtiden for amerikansk politik, USA og den amerikanske befolkning.

Foredrag og Q&A

Aftenen er delt op i to dele: En første del, hvor Rufus primært vil have ordet i klassisk foredrags-forstand. Og en anden del som åben spørge-session, hvor Rufus efter bedste evne og på sin sædvanlige charmerende facon vil besvare så mange spørgsmål fra publikum som muligt. Der vil derfor være god mulighed for, at du kan få stillet Rufus lige præcis det spørgsmål, du brænder inde med – selvom vi selvfølgelig ikke kan love, at vi når alle spørgsmål.

Efter foredraget vil der også være mulighed for at få en signatur eller et billede med Rufus.

Vi ser frem til en hyggelig aften i selskab med dig og Rufus Gifford – og til et gensyn med den hidtil mest populære udenlandske ambassadør i Danmark.

Der vil være mulighed for at købe Rufus Giffords nye bog, både i forsalg og på selve aftenen. Bogen er stadig under udarbejdelse, så vi kan desværre ikke på nuværende tidspunkt fortælle mere omkring titel eller indhold. Derudover kan bogen Ambassadøren, der er skrevet af Stéphanie Surrugue, ligeledes købes i forsalg og på selve aftenen.

Vi gør også lige opmærksom på, at aftenen selvfølgelig er på engelsk.