Arrangementet er afholdt

RGB Black: Hauschka

FROST Festival

FROST Festival præsenterer:
Forbered dig på at blive opslugt i Hauschkas labyrintiske klaverkompositioner og hypnotiseret af de visuelle kunstnere Carnovskys farve-sensitive scenografi.

Bag den kryptiske titel “RGB Black” gemmer sig et lyskoncept, der både fucker med det traditionelle koncertlys og med din hjerne. Koncerten er som udgangspunkt en mørkekoncert, hvilket vil sige at hele salen er fuldstændigt mørkelagt. Dog afbrydes mørket i skiftende intervaller af scenelys i RGB-farver. RGB er forkortelse for primærfarverne rød, grøn, blå. Lys i de rene farver vil til koncerten udfordre øjet og hjernens opfattelse af farver og oplevelsen af synet, når farverne lyses på den italienske visuelle kunstnerduo Carnovskys fascinerende, farvefølsomme tapet, der vil fylde scenevæggen og skabe nye scenarier koncerten igennem.

Siden Volker Bertelmann første gang trådte op på den internationale musikscene i 90’erne, har hans hypnotiserende piano-kompositioner fortryllet. De legesyge, repetitive stykker nikker til det stilistiske forbillede Satie, mens arbejdet med prepared piano er i John Cages tradition og trækker referencer til amerikanske minimalister, mens de seneste album har integreret house- og technoelementer. Til Hauschkas fængslende liveoptrædener undersøger han instrumentet på alle leder og kanter og bruger bl.a. bordtennisbolde og gaffertape til at påvirke dets strenge og hamre.