13.04.2018
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Per Helge

Djøf med løgn III

DJØF med Løgn 3 indtager Borgen
– Humor skal fjerne politikerleden

… så blev ordføreren ringet op af Radioavisen og spurgt, om han ville udtale sig i sagen. Det var en sag, han intet vidste om, så det ville han selvfølgelig gerne….

Første faldt publikum ned af stolene af grin, da Per Helge beskrev livet som DJØF’er i en styrelse, så klukkede de af grin til beskrivelserne af bureaukratiet i en kommune. Begge shows blev rost til skyerne af anmelderne og spillede for udsolgte huse igen og igen. Nu er Per Helge klar med et helt nyt show: DJØF MED LØGN 3, BORGEN.  Handling og inspiration til det nye one-man-show er hentet i magtens absolutte centrum, nemlig på Christiansborg, blandt politikerne, embedsmændene og journalisterne.

Det er efterhånden over tre år siden, at Per Helge Sørensen smed titlerne som bureaukrat og embedsmand. De blev udskiftet med den mindre beskyttede titel, komiker. Med sine historiefortællinger, der tager udgangspunkt i erfaringerne fra jobs i det offentlige, bruger Per Helge humor og satire til at fortælle om strukturelle og bureaukratiske problemer i samfundet.

“Jeg vil prøve at lave politisk satire på en ny måde. Jeg har kender det politiske system indefra. Jeg ved hvordan strukturerne i det politiske system i mange tilfælde er skyld i, at det hele kan virke så idiotisk, når man ser det udefra, siger Per Helge Sørensen. Jeg kender processerne i ministerierne. Det virker jo ofte totalt fjollet, når man ser det politiske spil udefra. Med mit nye show vil jeg forsøge at mindske politikerleden, ved at give folk en insiderviden om at det er systemet og ikke politikerne den er gal med,” siger Per Helge Sørensen.

Han fortæller, om en episode, hvor en spindoktor sagde til en minister, at han i begyndelse af sin ministerperiode, var langt mere positiv og idéalistisk. Dengang vedkommende lød dejlig folkelig, mest af alt fordi han ikke fattede en brik af hvordan virkeligheden i det politiske system er.  Politikerne er jo også kun mennesker, og når de pludselig får viden, så finder de ud af, at mange af deres forslag enten er ulovlige, imod EU’s regler eller alt for tunge at gennemføre økonomisk. Derfor bliver der talt så meget udenom, når vi ser politikerne optræde i nyhedsudsendelserne, og vælgerne ser dem som utroværdige og komiske, forklarer Per Helge Sørensen.

“I virkeligheden er Borgen ikke så forskellig fra almindelige menneskers arbejdspladser. Politikere er jo også bare en slags chefer, der sidder og væver på møderne, fordi de først så papirerne en halv time før, mødet gik i gang. Og som meget hellere vil snakke om den geniale idé, de fik på vej ind i ministerbilen, end det komplicerede bureaukratforslag, som står i papirerne. Hvis jeg kan få folk til at grine af systemet, så tror jeg, vi er kommet lidt tættere på en forståelse af politikerne og den hverdag, som de lever i,” siger Per Helge Sørensen.