18.03.2017
Kl 21:00
Dørene åbner kl 20:00

Northern Disco Lights

m. Lindstrøm (live)

Se den norske disco-doku ‘Northern Disco Lights’ og udøv dine skarpeste disco-moves til den efterfølgende livekoncert med Lindstrøm og disco-efterfest, når CPH:DOX inviterer til trippel-disco-brag. 

Er Norge blot myseost, tophuer og drittkul doruller? Think again!
Vi har set det med Skam. Vores søsterland i nord kan lidt af hvert. Og ikke mindst fyre op for en god discofest! CPH:DOX hænger den nordiske discokugle i København lørdag den 18. marts, når Bremen Teater lægger hus til et vaskeægte disco-rabalder.

Først viser vi den internationale premiere på dokumentarfilmen ‘Northern Disco Lights’ i Bremen Teaters store biografsal. ‘Northern Disco Lights’ er historien om, hvordan nordens svedigste musik kommer fra dens koldeste sted, og, hvordan en verden, der ellers havde afskrevet disco-genren, fik øjnene op for (og fødderne skubbet til) den norske elektroniske disco-revolution i 80’erne. En genre som stadig i dag lever i bedste velgående med funklende discostjerner som Todd Terje og Lindstrøm.

Sidstnævnte sætter skub i dansegulvet med en livekoncert i Bremens foyer efter filmen. Med sin kølige blanding af house og space-disco, er norske Lindstrøm det fandenivoldske bastardbarn af The Knife og Giorgio Moroder. Et anerkendt navn ikke kun i hjemlandet, men også på den internationale scene – i 2010 spillede han på Roskilde Festival.

Efter dokumentaren og Lindstrøms koncert sørger Natbars DJ’s Christian d’Or og SoulShaker for drøngod disco hele natten, som med garanti skal få gang i dansebenene.

Om ‘Northern Disco Lights’
I den nordligste, koldeste del af vores søsterland, isoleret fra civilisation og kultur, starter en gruppe teenagere, med pseudonymer som DJ Strangefruit og Mental Overdrive en radiostation i byen Tromsø. Bevæbnet med sjældne lakplader og atypiske DJ-sets, spreder en række passionerede musiknørder deres idiosynkratiske blanding af disco og skandinavisk melankoli.