Arrangementet er afholdt

Genopdagelsen

Verdenspremiere

Gør din aften grønnere og vær med, når CPH:DOX og Zetland inviterer til verdenspremieren på Phie Ambos nye dokumentar, ‘Genopdagelsen’, der er nomineret til årets DOX:AWARD.

Tag med ud i naturen, i et fortryllende univers, når en gruppe børn flytter skoledagen udendørs og lader sig inspirere i ti uger af det vilde plante- og dyreliv som har indtaget en tilgroet byggegrund midt i København. En film som giver et unikt indblik i børns refleksioner og tanker om naturen, om fremtidens samfund og om de klimaforandringer som lurer rundt om hjørnet.

Efter filmen vil der være en debat om børn og natur, og vigtigheden af at børnene kommer tilbage til naturoplevelserne. Her får vi besøg af instruktør og bestyrelsesforkvinde for Den Grønne Friskole, Phie Ambo, dr. pæd. og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Theresa Schilhab, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Marie Reumert Gjerding og formand for Spejderne, David Hansen. Debatten modereres af idé-, kultur- og tendensskribent fra Zetland, Marie Carsten Pedersen.

Fantastiske Jytte Abildstrøm lægger stemme til ‘Moder Jord’ og fylder 85 år denne dag – vær med til at give hende et brag af en fødselsdag, når vi hylder hende i stor stil!

Om filmen
47 børn bliver sluppet løs i 10 uger på en overgroet byggegrund midt i København. I et demokratisk eksperiment skal de grundlægge et nyt samfund ud af ingenting. Og det skal de ved at tale og lege sig frem til nye måder at gøre tingene på. Der bliver diskuteret økonomi (og dens mulige alternativer), bygget huler og bagt pandekager. Men der bliver også indgået alliancer og debatteret uenigheder. Konflikter og bud på nye løsninger er den del af legen, når børnene med fantasi og entusiasme kaster sig ud i at udvikle den fremtid, de selv skal være med til at forme.

Om CPH:MEETINGS
CPH:MEETINGS blev søsat i 2017 og vender tilbage for tredje gang i 2019 med vedkommende film efterfulgt af talks og debatter med fokus på samtidens vigtigste emner. CPH:MEETINGS er lavet i samarbejde mellem CPH:DOX og CPH Film Fund med støtte fra Københavns Kommune. Læs mere om CPH:MEETINGS og de forskellige film- og debatarrangementer på https://cphdox.dk/cphmeetings/.