10.10.2018
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Damien Jurado (US)

Det folkelige gennembrud har han fortsat til gode. Men den amerikanske sanger og sangskriver Damien Jurado har kontinuerligt udsendt formidabel musik gennem mere end 20 år. Det har gjort ham til et højt respekteret navn på indiescenen. En sangskrivernes sangskriver. Den 10. oktober 2018 kan han opleves på Bremen Teater, når han gæster spillestedet med sine stærke sange.

Seattle-sangskriveren Damien Jurado er vokset op med punken. Hans tilgang til at spille musik erfor altid formet af genrens do-it-yourself-etos og kompromisløshed. På samme måde som heltene Bob Dylan, Neil Young og Lou Reed har Jurado altid fulgt sin egen musikalske mavefornemmelse frem for at forsøge at tækkes omverdenen. Det har gjort ham til en alsidig kunstner, hvis musikalsk værk konstant er i bevægelse.

Damien Jurados literære folksange antager ofte form som små, karakterdrevne fortællinger omhverdagslivets hengemte og stilfærdige fortvivlelse. Han albumdebuterede i 1997 med »Waters Ave S.«, der udkom på det legendariske grungeselskab Sub Pop. Siden er det blevet til en lang række fremragende udgivelser, der hver især har en meget forskellig sonisk identitet. Seneste tilføjelse til diskografien er »Visions Of Us On The Land« fra 2016, hvor amerikaneren mere udtalt end tidligere dyrker de psykedeliske teksturer i musikken.

Til oktober bliver der rig mulighed for at dykke ned i Damien Jurados bugnende bagkatalog. På scenen er han en vedkommende oplevelse. En eminent stemningsskaber, der smukt bygger bro mellem skrøbelighed og mere voldsomme kraftudladninger. Kun bevæbnet med sin følsomme stemme og sit udtryksfulde guitarspil.