15.10.2019
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00
Pris: 250 kr. (Eks. gebyr)

Apparat (D)

Oplev en af de seneste to årtiers mest betydningsfulde elektroniske musikere live, når Apparat giver koncert på Bremen Teater den 15. oktober.

Sascha Rings betydning for moderne elektronisk musik kan ikke overvurderes. Med sit soloprojekt Apparat har den tyske musiker, producer og komponist skabt sin helt egen niche med stemningsmættede kompositioner, der ubesværet veksler mellem lavmælt electronica, berliner-techno og orkestrale popballader. Og med den elektroniske supergruppe Moderat (dannet med medlemmerne af Modeselektor) har han bragt IDM ud til bredde masser – herhjemme blandt andet med et natteshow på Orange Scene på Roskilde Festival 2017.

Den 22. marts udsender han albummet ”LP5” – hans femte studiealbum som Apparat og første udgivelse siden 2013’s ”Krieg und Frieden (Music for Theatre)”, om var baseret på hans musik til teaterstykket ”Krig og fred”.

På det nye album arbejder Ring sammen med sin faste sparringspartner, cellisten Philipp Thimm, og instrumenteringen byder både på trombone, trompet, saxofon, harpe og strygere.
De nye numre tager han fra april med på en omfattende turné, der den 15. oktober rammer Bremen Teater i København.

Billetsalget starter den 18. marts kl. 10.