20.05.2017
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Album Live

Radiohead 'OK Computer'

Dagen før “OK Computer” kan fejre 20 års UK release går Kristian Leth og Ralf Christensen ombord i denne kvintet fra Oxfordshire, der lige netop med dét her album ændrede rockhistorien. Vi skal overvældes, røres, udfordres af den paranoide civilisationskritik, det androide kærlighedsbudskab og den brutalt smukke desperation på, når “Album Live” opføres på Bremen Teater den 20. maj 2017 og denne gang altså centrerer sig omkring Radioheads “OK Computer”.

Om valget af lige netop denne plade – og som forløber for bandets optræden på Northside festivalen nogle uger senere – udtaler den ene vært, Ralf Christensen:
“Det er lyden af rockmusikken, der dengang i 1997 genindtog sin betydning som udfordrer af det bestående – samtidig med at det er lyden af nogle drenge, der helst vil gemme sig i deres musik. »When I am king you will be first against the wall.« Altså både revolutionær og privat. »No longer afraid of the dark or midday shadows.« 
For både Kristian og jeg opfyldte “OK Computer” et gabende tomrum i en tid, hvor verden var blevet retningsløs. Kapitalismen havde sejret, historien var slut. Kedsomheden og meningsløsheden havde sænket sig over den vestlige civilisation. Radiohead genoplivede rockens kamp for identitet og livsmod. På sorteste vis.”