29.01.2019
Kl 19:00
Dørene åbner kl 18:00

Abdel Aziz Mahmoud & Souad Taha

Fra Libanon til Lærkevej – samtaler vi aldrig har haft

I dette varme, underholdende og meget personlige foredrag tager journalist og bestseller-forfatter Abdel Aziz Mahmoud os sammen med sin mor, Souad Taha, med ind i deres fælles historie. Med afsæt i deres nye bog ‘Fra Libanon til Lærkevej’, fortæller de ærligt og medrivende om alt det svære lige fra krig til kærlighed, men kommer undervejs også med masser af sjove og skæve anekdoter – skabt i mødet mellem mennesker på tværs af kulturer og landegrænser.

Lasagne eller falafel?

Gennem hele sin opvækst har Abdel ønsket at være rigtig dansk, jo før desto bedre, og forældrenes kultur og arv var mest af alt en belastning. Abdel tiggede f.eks. sin mor om at lave lasagne, når hun serverede arabisk falafel. Abdel var ikke interesseret i at høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om forældrenes flugt eller familiens start i Danmark på villavejen Lærkevej.

I dag skammer Abdel sig over, at han skammede sig, og bliver flov, når han ikke kan svare på de mest almindelige spørgsmål om familiens oprindelse. Derfor har Abdel bedt sin mor fortælle ham alt, og det er der kommet en tankevækkende og livsbekræftende bog samt et foredrag ud af.

Foredraget er fyldt med glæde, tårer, grin og overraskelser, og tager livtag med alt det, der er vigtigt i vores forståelse af hinanden som mennesker. Du kan glæde dig til ikke bare en gribende familiehistorie, men også et bevægende indspark i vores samfundsdebat.

Om Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Abdel Aziz Mahmoud er en af Danmarks mest fremtrædende og profilerede journalister. Udover en lang karriere på DR som bl.a.redaktør og tv- og radiovært samt en periode som udviklingsredaktør på Nordisk Film, kan Abdel også skrive forfatter på sit CV.

I 2016 udgav Abdel sin bog ”Hvor taler du flot dansk!”, og han er siden blevet en betydningsfuld og opsigtsvækkende stemme i den offentlige debat – både i radio, TV og på de sociale medier.

Souad Taha tog Danmark med storm, da vi lærte hende at kende som Abdels mor i den populære DR2 reportageserie Familien fra Lærkevej, som inviterede hele Danmark indenfor i Abdels familie. Souad Taha er et livstykke uden lige med sit smittende humør og engagement, som man ikke kan andet end beundre. Foruden sit job som dagplejemor, arbejder hun frivilligt med nytilkomne flygtninge i Egedal Kommune – en indsats som kvindeorganisationen Follow the women har givet hende en pris for.