10.09.2018
Kl 20:00
Dørene åbner kl 19:00

Abandoned

De Nye Eventyr m. Jan Elhøj og Morten Kirckhoff
I forlængelse af Jan Elhøj & Morten Kirckhoffs succes med bøgerne Abandoned Vol. 1-4, DR2 serien “Alt forladt” og deres udsolgte foredragsturne ”Abandoned” kommer de nu til Bremen Teater den 10. september med et nyt foredrag, hvor de med helt nye billeder, humor og indlevelse vil fortælle om deres rejser til forladte steder.
 
“De nye eventyr” er historierne fra de mest absurde og skøre steder, som de har besøgt. Det er også et indblik i de oplevelser og situationer, som de uplanlagt og utilsigtet havner i. Med humor og mandsmod møder de vilde typer, snakker sig ud af pressede situationer og gemmer sig for vagterne i mørket.
 
I mere end 10 år har Jan Elhøj og Morten Kirckhoff rejst i 35 lande og fotograferet flere tusind steder, hvor alt står tilbage, forladt som om tiden er gået i stå. Det, der startede som en barndomsfascination, er gennem årene blevet en umættelig passion, der har ført dem til alle verdens hjørner. Elhøj og Kirckhoff oplever de forladte steder som stiltiende monumenter, der fortæller om vores verden. En verden, der hylder fremgang og overflade, og hvor vi vender det blinde øje til det, som ikke klarer sig i udviklingens hellige navn. En tidsalder hvor det, der ikke lige kan bruges, får lov til at sygne hen. Billederne og historierne rummer ingen svar., men de er et vidnesbyrd om noget, som engang var. Billederne er taget over en lang årrække, og derfor eksisterer mange af stederne ikke længere. Og vi kan ikke gå tilbage og ændre noget.
 
Selv om Elhøj og Kirckhoffs billeder og rejser ikke handler om at møde mennesker, spiller de altid en stor rolle. For de viser livet efter mennesker, og hvordan der ser ud, når vi forsvinder. Vi får et glimt af civilisationens forfald – og et indblik i hvordan naturen tager sin hævn, og vinder det hele tilbage. Mest af alt, rummer de en refleksion over livets foranderlighed og ultimative forfald. En præst sagde engang, at vores billeder minder os alt det vi frygter i livet. Ensomheden, forfaldet og døden. Sjovt nok melder Elhøj og Kirckhoff at rejserne, jagten og håndværket med billederne er noget af det mest livsbekræftende, som de har beskæftiget sig med.
 
Arrangementet varer 2x45min med efterfølgende Q&A.
Der vil derudover være mulighed for at købe bøger